Tryk her for OY-VSG billedgalleri

  

EN HJEMMEBYGGERS HISTORIE
af VAGN STEVNHOVED

THE HUMMEL BIRD
Først må jeg sige, at hvis Du ønsker at benytte min artikel, må Du finde dig i, at jeg skriver med almindelig kuglepen og ikke på maskine eller computer, da jeg er af den årgang, hvor vi i skolen havde tavle og griffel. Derfor blev jeg i grunden rigtig glad, da jeg begyndte på mit lille hjemmebyggerprojekt, og min gode ven og skolelærer Niels Bille forærede mig en rigtig stor skoletavle og et stykke kridt. Det kan næsten ikke beskrives, hvor meget glæde man kan få af sådan en.
Jeg kom til at tænke på, da jeg for mange år siden kom til Suzuki i Japan. Det var i lommeregnerens barndom; men jeg syntes, at jeg burde være lidt moderne og havde selvfølgelig udstyret mig med en sådan, endskønt jeg hellere brugte regnestokken. Stor var derfor min forundring, da min samarbejdskammerat Hr. Kawaguzzi ikke ville bruge nogen af delene; men altid mødte op med sin kugleramme.
Nå, det var jo et lille sidespring, men viser blot at alt kan gøres med simple midler og god omtanke. Angående selve mit hjemmebygger projekt skal jeg oplyse, at flyet er en én-personers og af metal, mærket er Hummel Bird, span 21 ft, færdig tomvægt 186 kg incl. olie ( 3 ltr.). Jeg fik byggetilladelse i okt. 1995, og jeg var færdig i sept. 1998. Den 1. dec. 1998 forelå registreringsbevis og prøveflyvningstilladelse. Efter mit skøn er papirdyngen værre end at bygge flyet; det er simpelthen en spiritusprøve uden lige; men måske har min afsky for papir også en stor del af skylden. Jeg må i den forbindelse sige tak til Koldsø, Vad, Kaj Christensen, Jørgen "Cykelstyr" og Krag, som alle har været utroligt hjælpsomme, når man har spurgt om noget. Tak for at nogen gider at beskæftige sig med dette og ganske gratis.
Jeg bestilte alle materialer hos Aircraft Service i USA efter at jeg havde købt tegninger hos Hr. Mory Hummel. Det er ikke et byggesæt, men kun tegninger, der leveres, så jeg startede med at "kalke" al blikket med zinkcromate primer. Det var svært at købe, da det skulle være miljøskadelig. Jeg tog det hele med ud til Mogens Jansen, som selv har bygget en Pulsar i Kompost, men undervejs blev så miljøskadet, at han måtte købe en slags rumdragt med tilført luft i bagenden. Den lånte jeg så, og den er ganske god; man kan slet intet lugte; men jeg indrømmer, at det er et skrummel at arbejde i. Derefter begyndte jeg at lave stanseværktøj til ribber o.s.v.. Man kan ligeså godt gøre det straks, da ingen vil være i stand til at lave f.eks. 26 ens ribber uden at have værktøj dertil.
Jeg startede med at lave kroppen først, derefter sideror/finne, haleplan og vingens midterste hovedbjælke, som består af 4 stk. vinkelalu med et stykke 0.040" i midten, som så er nittet sammen, se tegning. Det bliver en uhyre stærk bjælke, som jo også senere skal bære understellets fastgørelse.


De to yderste bjælker fremstilles på samme måde, dog med den forskel, at de spidser mod tippen. Herefter byggede jeg selve vingen, derefter underste ben - den er med halehjul. Angående styretøj, må jeg sige, at jeg hellere havde set wire i stedet for, som tilfældet er, styrestænger. Efter min mening er wire en stor sikkerhedsfaktor: en wire sprænges aldrig på én gang, men begynder som regel med, at en lus fremkommer, og der bliver lidt slør, men du har stadig forbindelse. En stang er enten hel eller itu. Men dette er måske min overbevisning efter 50 år med wire på motorcykler og træk/trykstænger f.eks. til gearpedaler. Jeg må som almindelig hjemmebygger indrømme, at det er lettere at lave det hele med stænger; men hold godt øje med den slags! Især lange stænger og vibrationer er et problem, - det klarer wire med X og O. Propel og gear 2,48:1 er færdigkøbt, og det er dæk og slanger også. Motoren er en Moto-Guzzi, som jeg jo har kendt og arbejdet på i over 20 år, - 2 cyl. 90° V, 750 ccm., 48 HK ved 6600 RPM.
Til fremstilling af værktøj, styrestænger, understel, motorophæng og andet er gået mange timer ved drejebænken, men det kan således blive ret nøjagtigt. Så oprandt den dag, hvor den store mishandling skulle finde sted, nemlig prøvebelastningen. Helge Pedersen, tidligere KZ, havde beregnet, at flyet skulle om på taget, og med to bukke helt inde langs kroppen skulle der nu lægges 464 kg. på hver underside af vingen. Jeg havde det ikke rigtig godt den dag. Hr. Koldsø var selvfølgelig tilstede, og vi var 2 mand i hver side, som så lagde på samtidig. Det hele er lidt af en svimmel affære, fordi understøtningen er så langt inde. Jeg havde indgået en aftale med holdet, som bestod af: Koldsø - kontrollant, Jansen - hjemmebygger, tømrer samt læst til ledvogter, Niels Bille - skolelærer, og kordegn og udstyret med hjemmegjort violin, Ole Kykkævl - kirkegraver og udstyret med skovl samt mig selv. Hvis den så brød sammen, skulle Ole grave et hul i jorden til begravelse af projektet, mens Bille skulle spille kirkemusik med dertilhørende tale. Hvis den derimod bestod sin prøve, skulle min kone give frokost. Jeg tabte frokosten.

  
Nu er flyet blevet kalket Ferrarirød, mest fordi jeg vil holde mig til en farve, som jeg altid kan få. Og den har fået registreringen OY-VSG. Den er p.t. stationeret på Grenaa Flyveplads i Mogens' arkitekttegnede hangar, og jeg er i gang med prøveflyvningen,- foreløbig taxi op og ned ad banen.

  
Jeg har sammen med den flok, som kommer af sig selv næsten hver dag, haft megen fornøjelse af at bygge det lille fly, så bare gå i gang! Om det skal være blik, kompost eller søm og brædder afhænger nok af, hvem man er. Men det færdige projekt vil altid afhænge af, at man kan sit håndværk, da der hele tiden skal passes på, og at man - når man er færdig - ikke står med en stor propel i stedet for en vinge.